Blokade

(binyrebarkhormon injektion, steroid injektion)
 

Ved forskellige irritationsstilstande i led, sener og slimhinder kan en del af behandlingen bestå i anlæggelse af blokade. En blokade er en indsprøjtning med binyrebarkhormon tilsat lokalbedøvelse. Binyrebarkhormon produceres naturligt i binyrerne, men det binyrebarkhormon, man benytter ved blokade er syntetisk fremstillet og har en forlænget virkning over 4-6 uger (depotvirkning).

 
Virkning
Målet med blokadeanlæggelse er at fjerne irritationstilstanden (inflammationen). Blokaden vil sjældent være eneste behandling – der vil som regel blive suppleret med øvelser eller en eller anden form for bandagering. Lokalbedøvelsen, som gives samtidig med binyrebarkhormonet, har ikke nogen længerevarende virkning, men fortynder blot hormonet, så det bedre fordeler sig, og vil desuden i de timer, hvor bedøvelsen varer, give et fingerpeg om hvorvidt blokaden er lagt det sted, der giver smerter.
 
Bivirkning
Der kan ses en lokal reaktion med smerter samme sted som indsprøjtningen er givet. Det kan være en ganske kraftig smerte, der kan lindres med lokal afkøling og almindelig smertestillende medicin (f.eks. Panodil eller Ipren). Bivirkningen er normal, men slet ikke altid forekommende, og har ingen betydning for om blokaden har den forventede effekt.
 
Når binyrebarkhormonet gives lokalt i passende doser er den generelle hormonelle indvirkning på kroppen meget beskeden. Man kan i det første døgn føle sig let hyperaktiv og have svært ved at sove. Man kan evt. blive rødblussende i ansigtet og på brystet.
 
Hvis hormonet gives for hyppigt kan bivirkningerne tiltage. Oplys derfor altid hvis du tidligere er blevet behandlet med binyrebarkhormon. Der gives normalt maximum 3 blokader med 2-4 ugers mellemrum.
 
Binyrebarkhormon hæmmer immunforsvaret, og man bør ikke have blokader, hvis man har infektion i kroppen.
 
Sukkersygepatienter kan se en tendens til forhøjet blodsukker efter anlæggelse af en lokal blokade og have et øget behov for insulin. Lægen vil måske helt undlade at give sukkersygepatienter blokader, og vil under alle omstændigheder tilråde nøje kontrol med blodsukkeret i ugerne efter anlæggelse af blokade.
 
Komplikationer
Med korrekt teknik er risikoen for komplikationer ved anlæggelse af blokader meget lille.
 
Ved alle indsprøjtninger er der risiko for at få en infektion med bakterier, men risikoen er lille, når der anvendes steril teknik.
Hvis der efter blokaden kommer hævelse, rødme, smerter og feber skal du straks henvende dig til læge.
 
Hvis indsprøjtningen gives for tæt på huden kan der ses udtynding af hud og underhud i en periode. Dette er i langt de fleste tilfælde en forbigående komplikation.