|
Hvad er det?
Slitage af brusken i tommelfingerens rodled er en udbredt tilstand. Den opstår oftest spontant men kan også ses efter led-nære frakturer eller infektioner. Den rammer særligt midaldrende kvinder. Har man arbejde med tunge løft gennem mange år, kan det også være disponerende. Symptomer: Symptomerne er tiltagende ømhed i leddet, fejlstilling og nedsat bevægelighed. Tommelfingeren vil trækkes ind mod håndfladen, og den nedsatte bevægelighed i rodleddet kompenseres ofte med en hypermobilitet af tommelens grundled som overstrækkes. Røntgenundersøgelse viser forandringer med udslettet ledspalte, randudbygninger og ledskred (subluxation). |
![]() |
|
Behandling:
Ved de mindre udtalte tilfælde kan der forsøges injektion med binyrebarkhormon (blokade) i rodleddet. Hvis der ikke er effekt af blokaden, eller hvis tilstanden er tilstrækkelig fremskreden, kan der foretages operation med fjernelse af den håndrodsknogle der danner leddet mod håndroden og interposition af senevæv (Weilby plastik). Der kan også indsættes en protese, men idet resultaterne er vekslende gøres dette meget sjældent. Efterbehandling/sygemelding: Ved afslutningen af operationen anlægges en gipsskinne. Denne skiftes efter 14 dage, hvor der samtidig fjernes tråde. Gipsskinnen genanlægges og anvendes i yderligere 2 uger. Derefter opstartes genoptræning evt. i ergoterapi. Det er vigtigt, at man bevæger fingre og albue/skulder i den periode man er bandageret, så man undgår stivhed i leddene. Hvis man har gener fra gipsbandagen, skal man henvende sig på tel. 35441000. Ved akutte gener, opstået uden for Parkens Privathospitals åbningstider, må man henvende sig på den lokale skadestue. |