| Hvad er det? Ved skulderledskred beskadiges de strukturer, der normalt holder skulderen på plads. Det drejer sig dels om skulderens ledbånd og ledkapsel, dels om ledlæben, der sidder hele vejen rundt på skulderledskålen. Hvad udløser sygdommen? Ledskred af skulderen sker hyppigst ved fald på strakt arm eller ved fald direkte på skulderen. I langt de fleste tilfælde går skulderen af led fortil med læsion af forreste ledbånd, ledkapsel og ledlæbe, men den kan også gå af led bagtil. Nogle personer har meget løse led, hvor skulderen kan gå af led ved selv almindelige bevægelser, men som regel er ledskred af skulderen en dramatisk hændelse, hvor man naturligt vil søge nærmeste skadestue. Her vil påpladssætning af skulderen udføres i enten lokal eller fuld bedøvelse. En skulder, der har været ude af led bør altid røntgenfotograferes for at udelukke brud på knoglerne. Behandling: Efter første ledskred af en skulder vil man typisk blive konservativt behandlet med en armslynge og genoptræning, men selv efter korrekt behandling vil nogle patienter ende op med at have en løs skulder. Dette kan medføre hyppige, større eller mindre ledskred med smerter, betydeligt ubehag og udtalte begrænsninger i aktivitet. Ved kronisk instabil skulder og i enkelte akutte tilfælde vil man blive tilbudt operation. Indgrebet kan udføres som kikkertoperation, hvor ødelagte og slappe strukturer sys på plads. |
![]() Normal ledlæbe |
![]() Ledlæbe mangler, ledkapsel
og ledbånd fortil slappe |
![]() Ledlæbe, ledbånd og ledkapsel
syet på plads |
| Selv om man skal i fuld bedøvelse til operationen, kan den udføres ambulant. Indgrebet varer som regel under en time og kan udføres gennem ganske små huller i huden. Efterbehandling/sygemelding: Efter operationen vil man blive forsynet med en armslynge i 6 uger, men allerede umiddelbart efter operationen skal man i gang med øvelser for skulderen for at undgå, at den bliver stiv. Da det er afgørende betydning, at man vejledes i træning af en fysioterapeut, som sørger for at reparerede strukturer skånes, mens de heler, vil alle patienter blive henvist til fysioterapi. Der vil som regel gå 6 mdr. eller mere før skulderen er fuldt genoptrænet efter operation. Har man et skulderbelastende erhverv må man påregne sygemelding i minimum 3 måneder. Bilkørsel er ikke tilladt i hvert fald så længe man benytter armslynge. |