Ortopædi

Knæ
Knæsmerter
Knæsmerter efter et vrid er ofte forårsaget af menisk- eller bruskskade. Smerterne kan også skyldes ledbånds- eller slimhindeproblemer. Hvis du har smerter i knæet, der er opstået uden vrid eller slag, er der som regel tale om overbelastningsskader med slimhindeirritation eller f.eks. løber- eller springerknæ. Disse typer af skader kan behandles med en kikkertoperation (artroskopi).
Løshed i knæet
Løshed i knæet med knæsvigt forårsages oftest af skader på forreste eller bagerste korsbånd eller de sidestabiliserende ledbånd. Parkens Privathospital og Teres Hospitalet i Fredericia (tidligere Quattro Clinic) har foretaget mere end 2000 ledbåndsrekonstruktioner og bliver brugt som referenceklinikker. Klinikkerne får derfor henvisninger fra hele landet. Operationerne foretages med kikkert (artroskopi), og til det ”nye korsbånd/ledbånd” anvendes oftest sener fra knæhasen.
Slidgigt
Slidgigt (artrose) i knæled findes i forskellige grader. Hvis du har let slitage, kan det ofte behandles med gigtmedicin eller blokade (indsprøjtning af binyrebarkhormon eller kunstig ledvæske). Ved mere fremskreden slidgigt kan der foretages kikkertoperation (artroskopi) med oprensning af brusk og slimhinde. Har du udtalt slidgigt, foretager vi operation med indsættelse af ”kunstigt led” (knæprotese). Der kan foretages udskiftning af hele leddet (total knæprotese) eller evt. den del af leddet, der er slidt. Ved operation med total knæprotese er du indlagt i ca. 2 dage. Delproteseoperationer kan udføres ambulant.
Bruskskader
Bruskskader kan behandles med kikkertoperation (artroskopi), hvor brusken oprenses, og knoglen stimuleres til egen bruskdannelse. Vi udfører desuden brusktransplantation med flytning af brusk/knogle ”plugs” fra et ubelastet sted i knæleddet til der, hvor defekten er (mosaikplastik). Yderligere kan vi foretage bruskcelletransplantation, hvor bruskceller udtages fra knæleddet, opformeres ved dyrkning og ved ny operation indsættes i leddet svarende til defekten.
Hofte
Smerter i hofteregionen kan skyldes en lidelse i selve hofteleddet eller udstråling af smerter fra ryggen eller leddet mellem halebenet og bækkenet (sacro-iliaca leddet)
Vi udfører hofteartroskopi (kikkertoperation) med evt. tilretning af ledflader, fjernelse af løse genstande eller oprensning af slimhinden.
Udskiftning af ledfladerne ("ny hofte") ved slidgigt i hoften.
Har du udtalt slidgigt (artrose), med smerter ved igangsætning, ved belastning og i hvile, udfører vi operation med indsættelse af hofteprotese. Materialerne kan være lidt forskellige og afhænger af lige netop dit tilfælde.
Skulder/albue
Skuldersmerter
Skuldersmerter er en hyppig henvendelsesårsag. Det skyldes oftest indeklemning af en sene eller en slimsæk eller slid i leddet mellem kravebenet og skulderen. Træning af skulderens små stabiliserende muskler og skulderbladsophænget kan ofte klare problemet. Hvis ikke dette har effekt, kan en blokade under skulderbladet (indsprøjtning af lokalbedøvelse og lokalt virkende binyrebarkhormon) være en mulighed. Omkring 10 % af personer med denne type skuldersmerter har ingen effekt af langvarig fysioterapi og gentagne blokader. I sådanne tilfælde vil man tilbyde en kikkertoperation aktuel. I den seneste opgørelse af 138 patienter der fik foretaget kikkertoperation af skulderen pga smerter, forbedrede de opererede patienter deres symptomscore fra gennemsnitligt 31 % (3-58 %) før operationen til 68 % (10-100 %) efter et år. Tallene i parentes angiver mindste og højeste score. 100 % er højeste score.
Smerterne kan også skyldes tidligere skader med overrivning af ledbånd eller skulderens menisk eller sener. Her vælger vi også i første omgang at videresende patienter til fysioterapi, hvis ikke dette er prøvet før. Ved manglende effekt af dette, kan skaderne oftest repareres ved kikkertoperation.
Smerterne kan også skyldes tidligere skader med overrivning af ledbånd eller skulderens menisk eller sener. Her vælger vi også i første omgang at videresende patienter til fysioterapi, hvis ikke dette er prøvet før. Ved manglende effekt af dette, kan skaderne oftest repareres ved kikkertoperation.
Den ustabile skulder
Hvis skulderen går af led kan den hos nogle personer vedblive med at være løs og gå af led igen. I sådanne tilfælde vil man kunne stabilisere skulderen ved en kikkertoperation. Jo yngre man er, jo mere sportsaktiv man er, og jo mere knogle der er slået af ved ledskreddet, jo mere har man brug for en operation for at stabilisere leddet. Er man over 45 år skal man være opmærksom på at de vigtige styresener i skulderen (rotator manchetten) kan rives helt eller delvist over, hvilket medfører smerter og nedsat evne til at løfte armen over vandret. I sådanne tilfælde bør man hurtigst muligt få foretaget en ultralydscanning som kan afsløre seneskaden. I klinikkerne har vi transportable ultralydsscannere som vi anvender som støtte til den kliniske diagnostik.
Kravebensled - ustabilt
Der ses relativt mange skader på det yderste kravebensled i Danmark. Det sker ofte ved cykling (transport) eller ved cykeltræning. Skaden ses også ofte i fodbold, ridning og ishockey. De fleste ledskred i kravebenet behandles uden operation. Et permanent løst kravebensled (over 3 måneder – med daglig påvirkning af armens funktion) kan rekonstrueres med en sene der hentes fra baglåret. Forløbet er ca 5 måneder til fuld funktion. Det inderste kravebensled (ved brystbenet) kan en meget sjælden gang være løst efter et mindre fald eller træk. Her kan man også rekonstruere leddet med en sene fra baglåret hvis ikke fysioterapeutisk behandling hjælper.
Frossen skulder
En frossen skulder ses relativt ofte og går i langt de fleste tilfælde i sig selv igen i løbet af nogle måneder. Det er en tilstand der kan komme uden provokation med smerter og tiltagende dårlig bevægelighed. Nogle gange opstår den et stykke tid efter et mindre fald, og det ses efter ca 3 % af alle kikkertoperationer i skulderen. I en del tilfælde medfører en frossen skulder en meget stærk smerte, som ikke lindres af normale smertestillende piller. Her kan 1-3 blokader i leddet (indsprøjtning af lokalbedøvelse og lokalt virkende binyrebarkhormon) virke kraftigt smertelindrende. Omkring 20 % af alle med en svært smertende frossen skulder behøver en operation hvis ikke anden behandling hjælper.
Slidgigt
Slidgigt i kravebensleddet ses hos omkring 80 % af alle personer over 30 år. Det kan derfor være et tilfældigt fund på et røntgenbillede eller en scanning. Har man smerter ved kravebenet henover skulderen, som en ”tandpine”, kan det skyldes en slidgigt med aktiv betændelse. Dette kan ofte lindres med almindelig håndkøbsgigtmedicin som Ipren eller lignende, eller ved injektion af binyrebarkhormon hos en speciallæge.
Ved svær slidgigt i selve skulderens kugleled kan man udskifte ledfladerne med en protese (kunstigt led).
Ved svær slidgigt i selve skulderens kugleled kan man udskifte ledfladerne med en protese (kunstigt led).
Albue
Tennisalbue er ofte en overbelastningsskade, der kan behandles med genoptræning og blokader. Det kan skyldes gener i selve albuen, og ved speciel kikkertkirurgi kan man ofte løse problemet gennem kikkerten.
