Skade på knæets menisker


Hvad er det?

Meniskerne er to halvmåneformede bindevævsskiver, der ligger indskudt imellem lårbensknoglen og skinnebenet i knæet. Man har en indvendig menisk og en udvendig menisk.

Meniskerne tager en del af vægtbelastningen i knæet. Er menisken gået i stykker eller er blevet fjernet overføres al vægtbelastningen i stedet over knæets brusk, der herved udsættes for et for stort slid med risiko for udvikling slidgigt på sigt.


Hvad udløser sygdommen?

Meniskerne er hyppigt sæde for skade, idet der kan komme revner i meniskerne både ved idrætsaktivitet, men også ved almindelig dagligdags aktiviteter.

Symptomer:
Meniskskader er hyppige ved kraftige forvridninger af knæet og ses ofte sammen med f.eks. ledbåndsskader, men ofte sker skaderne ved selv mindre belastninger og går ofte uopdagede hen i starten.

Det hyppigste symptom, når man har en meniskskade, er smerter i knæet, som kan være helt konstante ved selv mindre rotationer henover knæet. De lidt større skader kan komme i klemme i leddet med aflåsning af knæet, eller knæets bevægelighed kan være nedsat. I sådanne tilfælde bør man altid søge læge. Et andet symptom ved meniskskade kan være klik fra knæet, som kan føles eller høres ved bevægelse, og knæet kan være hævet.

Behandling:
De helt små meniskskader kan hele af sig selv, men ved mistanke om en meniskskade bør man altid undersøges af en læge. Hvis der fortsat er symptomer efter 4-6 uger, er chancen for at skaden heler af sig selv lille. Behandlingen vil herefter bestå i en kikkertoperation, hvor man afhængigt af skadens omfang og udseende enten fjerner den ødelagte del af menisken eller reparerer menisken. Samtidig får man kigget de øvrige strukturer i knæet efter og får behandlet eventuelle andre skader.

En meniskoperation er således en relativ lille operation, der kan udføres ambulant i enten fuld bedøvelse eller lokalbedøvelse.

Efterbehandling/sygemelding:
Behandlingen efter operation afhænger helt af om den ødelagte del af menisken er blevet fjernet, eller om den er blevet repareret. Er den blevet fjernet må man som regel stige relativt hurtigt i aktivitet, og nogle vil være tilbage til idræt eller lignende aktivitet allerede i løbet af få uger. Er menisken derimod blevet repareret skal knæet skånes, mens skaden i menisken heler. Der vil ofte blive tale om en eller anden form for bandagering i 4-6 uger, og man kan først vende tilbage til knæbelastende idrætsaktivitet efter ca. ½ år.